Ejler Hurtigkarl dræbt af HIPO

Del 1. HIPO-vogn i Vangede


Dines Bogø
Københavns Amstsygehus i Gentofte, hvor det kom til skudveksling mellem medlemmer af modstandsorganisationen "Holger Danske" og det tyskindsatte politikorps "Hipo". Bemærk "Røde Kors markering" på taget af 1. patientbygning. En bemaling alle hospitaler havde under besættelsen.

Biljagten i Søborg

Dines Bogø
Dines Bogø
Dines Bogø

Krydset ved kommunegrænsen 1940, 1951 og 2011.

Den 17. januar 1945 havde fire modstandsfolk været på aktioner i København, hvor de havde hentet forskellige effekter.

De fire, Egon, Carl, Palle og "Mogens" kørte i en Opel Olympia forsynet med lægeskilt.

Da de kom kørende mod nord på Frederikssundsvej, blev en HIPO-vogn opmærksom på "Lægebilen", hvor der befandt sig flere personer.

HIPO-vogn nr. 20 med vagtmestrene Jakob L og Albert Jeppesen var på patrulje i området og de eftersatte "Lægebilen" med de fire modstandsfolk.

Olympiaen blev bragt til standsning ud for Vangedevej 225. Chaufføren var hårdt såret og et dæk skudt istykker.

1:
Modstandsmand fra Dansk Samling, kompasmager Egon Petersen (dæknavn Aage Hansen) blev hårdt såret i maveregionen. Han slap væk fra vognen.

2:
Carl Frederik Damsgaard, der havde mistet et ben ved en arbejdsulykke nogle år før, blev klemt fast i vognen og anholdt af HIPO. Han blev ført til Politigården, hvor han blev kraftigt mishandlet. Senere blev han ført til Frøslevlejren, hvor han var til befrielsen.

3:
Palle Ejerslyst Nielsen, der var chauffør, var blevet hårdt såret af skud gennem ansigtet. Han slap væk. Han kom senere til Sverige, hvor han indgik i Brigaden.

4:
Morten "dæknavn" blev ikke såret og han slap væk.

Egon Petersen søgte tilflugt i en villa, hvorfra han blev hentet af en tilkaldt Falck-ambulance. Man ventede flere timer med at tilkalde ambulancen, da man frygtede, at Hipo-folkene ville holde øje med trafikken i området.

En kvinde på stedet havde desværre hørt, at ambulancen kørte til Københavns Amtssygehus i Gentofte og hun orienterede de Hipo-folk, der havde forfulgt bilen med modstandsfolkene og som stadig befandt sig ved den forulykkede bil.

Palle Ejerslyst Nielsen blev af en tilkaldt Falck-ambulance også kørt til Gentofte Amtssygehus, hvor en læge gav ham førstehjælp.

Lægen var klar over, at HIPO var i området og han sørgede for, at Palle Nielsen kom ud ad en bagdør, hvorfra han søgte til Bernstorffsvej. Her fik han stoppet en taxa, der kørte ham til Kommunehospitalet.

Dines Bogø
Den tilkaldte Falck-ambulance kom fra den nu nedrevne station "Ørnegården", der lå på Lyngbyvej.
Dines Bogø
Kompasmager Egon Johan Petersen, Lyngby (15. januar 1915, København - 21. januar 1945, Frederiksberg eller Hellerup). (Arkiv: Frihedsmuseet).

To nye Hipo-folk opsøgte Amtssygehuset i Gentofte og forlangte den sårede udleveret, men accepterede efter svære forhandlinger, at vente i "hovedporten" til operationen var overstået.

"Dæknavn": På hans falske ID-kort stod der: Mekaniker Aage Hansen, Finsensvej 8A, Frederiksberg. Født 1. november 1915 i Thorshavn. Flere af de falske oplysninger er indskrevet i diverse protokoller (hospital, kirkegård m.v.) i 1945 i forbindelse med hans død, bisættelse, kremering og gravsted.


Gentofte Amtsysehus portner Sofus Hurtigkarl (1893-1961) kontaktede sin søn møbelarkitekt Ejler Frederik Hurtigkarl (født 1920 i Slagelse, dæknavn "Arne" og "Lyn"). Ejler Hurtigkarl var medlem af "Holger Danske" i afdeling "Søren".

Dines Bogø
Dines Bogø

Dæknavne: "Arne / Lyn" for Møbelarkitekt Ejler Frederik Hurtigkarl (1920-1945), adopteret i 1923 af Kathrine og Sofus Hurtigkarl.


Egon Petersen opereres

"Arne" Ejler Hurtigkarl og to kammerater ("Jonas" Axel Ljungquist og "Hæse Gunnar" Helge Bjørnsbæk Andersen) fra "Holger Danske", der var til møde med Hurtigkarl ved portnerboligen besluttede at komme Hipo-folkene i forkøbet.

Via hospitalsinspektørens søn blev der taget kontakt til lægerne på operationsafdelingen og aftalt, at den nyopererede skulle transporteres væk. Ejler Hurtigkarl aftalte med hospitalsinspektørens søn, at når operationen var færdig, skulle der åbnes et vindue på klem ud mod vejen, så en lysstribe kunne ses et stykke væk. Den færdigopererede Egon Johan Petersen skulle køres ud på gangen foran operationsstuen.

Ejler Hurtigkarl hentede tre Husqvarna-maskinpistoler i et nærliggende depot. Det havde de etableret i en kolonihaveområde, hvor de havde nedgravet en zinkbeholder. Tilsyneladende var depotet etableret på hospitalets nordlige, dengang ubenyttede, område op mod Ledreborg Alle.

Holger Danske folkene havde rekvireret en Falck-ambulance fra Ørnegården i Gentofte, som Ejlers mor Johanne Kathrine Hurtigkarl (1885-1970) lukkede ind via nordporten ved Baunegårds Plads. Ambulancefolkene var klar over risikoen, men sagde ja til at fortsætte. De holdt klar et stykke fra operationsafsnittet.

Dines Bogø
Dines Bogø

Tv: "Gunnar" Helge Bjørnbæk Andersen (privatfoto). Th: "Jonas" Axel Ljungquist. Foto fra maj 1945 gengivet fra Peter Birkelunds bog om Holger Danske.

"Gunnar" og "Jonas" opholdt sig i nærheden af hovedporten, medens "Arne" og inspektørens søn befandt sig ved operationsafdelingen.


Befrielsesaktionen

Ejler Hurtigkarl "Arne" løb til hovedporten og fortalte de to kammerater, at Egon Petersen var ved at være færdigopereret og de nu skulle vente på signal ved opgang 3, hvor ambulancen også holdt parat.

Da vinduet blev åbnet som signal omkring kl. 21.30 trængte de tre HD-folk ind på afdelingen, hvor hospitalspersonalet pro forma blev "holdt op". Medens Falck-folkene var i gang med at flytte Egon Petersen over på deres medbragte redningsbåre, ankom de to Hipo-folk, der havde ventet i hovedporten.

Hipo-folkene havde tvunget portør Henriksen med som "skjold". Hipo-folkene havde som aftalt med lægerne fået besked om, at patienten var blevet færdigopereret. Lægerne kunne ikke undlade, at orientere selv om de havde ventet lidt med at ringe beskeden.

I selve mellemgangen i operationspavillonen kom det til skudveksling mellem de tre modstandsfolk og de to Hipo-folk. Ejler Hurtigkarl blev ramt af lungeskud tæt ved hjertet, inden han nåede, at kaste sig ned på gulvet. Han døde på stedet.

Hipo-vagtmester Ejnar Rud Møller lå hårdt såret på gangen. Han var ramt af ca. 50 skud. Efterfølgende skød "Gunnar" ham gennem øret. Det var vagtmesteren, der havde sendt flere skudsalver efter modstandsfolkene, hvor det primært var vægge og loft, der blev ramt. Den anden Hipo-mand Carlo Lundsgaard Nielsen var blevet ramt af 18 skud, bl.a. i benene.

Dines Bogø
Dines Bogø
Dines Bogø
Dines Bogø

Januar 1945. Operationsgangen tæt ved Opgang 3 (bygning F). Portør Henriksen blev ikke ramt og han slap i sikkerhed ved at springe ud ad et vindue.


Dines Bogø
Dines Bogø

En operationsbygning (lav lys bygning, internt bygning F) er tilbygget den oprindelig bygning afsnit D i 1936 via to mellemgange. Der var ikke adgang gennem mellembygningen ved opgang 1 til operationsafsnittet, kun via mellembygningen ved opgang 3. Aktionen foregik i den smalle mellemgang nærmest opgang 3.1993 og 2011. Operationsgangen tæt ved Opgang 3 (bygning F).

Dines Bogø
Dines Bogø

Mellemgang angivet med rød på tegning og markeret med gul ring på foto. Operationspavillon, bygning F, som den kunne have set ud i 1945. Den hårdt sårede Hipo-mand Carlo Lundsgaard Nielsen bragte sig sikkerhed i et sterilisationsrum. Han havde fortsat sin pistol, men maskinpistolen havde han mistet i mellemgangen.


Det var svært at orientere sig, da kalkstøv og puds faldt fra loft og vægge under skydningen.

Ingen turde gå ind i sterilisationsrummet, hvor den sårede Hipo-mand Carlo Lundsgaard Nielsen lå og først, da en større tysk styrke ankom meget senere, blev han bragt ud.

Han blev efter behandling på Nyelandsvej Lazaret bragt til et tysk feltlazaret i Haslev.

Selv om han kun havde været 15 dage i Hipo-korpset blev idømt 13 års fængsel ved retsopgøret.

Mange supplerende detailoplysninger om HIPO-folkene er med tak modtaget fra Ib Jakobsen.

Beretning er yderligere supp. med opl. fra Henrik Lundtoftes bog "Håndlangerne.